Blogger Widget

fredag den 17. november 2017

Spines. Playliste 16. november 2017


1. Spines - Self-Inflicted (2016)
2. Echo & The Bunnymen - Heaven Up Here (1981)
3. Goat - Talk To God (2014)
4. The Camberwell Now - Working Nights (1986)
5. Horse Lords - Truthers (2016)
6. Spines - Nectar (2017)
7. Housewives - Exc. 281016 (2017)
8. Tugboat - Home (2017)
9. Lifetones - Good Side (1983)
10. Less Win - I’m The Shore (2015)
11. Brian Eno & David Byrne - The Jezebel Spirit (1981)
12. Spines - Fatal Outcome (2017)
13. Liquid Liquid - Optimo (1983)
14. This Heat - A New Kind Of Water (1981)
15. Belinda Carlisle - Heaven Is A Place On Earth (1987)


tirsdag den 14. november 2017

Spines i Mod Strømmen


For et års tid siden, udsendte Spines deres skarptskårne debut-12”, ’Lymph Nodes’, via Subsurburban. En fængende, dyster, jordslået udgivelse med en benhård og til tider kold lyd. Akkurat som skal det være. Trioen er nemlig en del af den florerende postpunk-scene i København, der de senere år er vokset kraftigt i omfang og har opnået international opmærksomhed. 

I løbet af efteråret har Spines været i studiet for at indspille materiale til en opfølger til ’Lymph Node’. Produktionen er nu så langt fremme, at gruppen har premiere på en ny sang i Mod Strømmen, nu på torsdag. Hvilken kurs de nye kompositioner har taget, ved jeg ikke, men her er pladen fra sidste år.


Spines spiller i København og Aarhus, fredag og lørdag i denne uge. Fredag præsenterer Klub Double Dip bandet sammen med Tugboat på Bakken i Kødbyen, og dagen efter gælder det Tape i Aarhus, hvor Tugboat og Tots også optræder.

Før det besøger trioen Mod Strømmen. Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 16. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

mandag den 13. november 2017

Årets sidste Klub Soja.

Efter flere tilløb skulle det være ganske vist. Mayflower Pussyfarm og Birds In Flight spiller til årets sidste Klub Soja, nu på lørdag, d. 18. november, i KIB på Islands Brygge.


søndag den 12. november 2017

“If you sit around and take yourself seriously, you end up a complete fuckhead”


Selvom overskriften stammer fra et gammelt interview, så har Bed Wettin’ Bad Boys på ingen måde slækket på eller gjort udtalesen til skamme på deres nye plade, ’Rot’. Der er ikke så meget pis, som man godt kunne blive fristet til at tro. Sengevædere er de ingenlunde. 1-2-3-4. Snottet rock’n’roll fra Sydney.

På et tidspunkt, læste jeg, en anmeldelse af kvartettens debutalbum ’Ready For Boredom’, hvor de blev sammenlignet med Paul Westerberg i hans prime. Hvis man tager Westerbergs opvækst med Faces og glamrock med i beregningen, har jeg intet at brokke mig over. Før den egentlige debut, havde Bed Wettin’ Bad Boys udgivet et par ep’ere og et kassettebånd, der udelukkende bestod af Kiss-covers. Selv siger de, at musikken de spiller genspejler livet på godt og ondt. Et statement, som Paul Westerberg formentlig ville skrive under på, uden at kny. Når alt dette er sagt, så er de måske blevet en kende mere modne og afklarede på det nye album. Bedøm selv…


lørdag den 11. november 2017

”Mr. Bowie?”

   
   ”En lille måned efter gav David Bowie to koncerter i Falkoner Teatret. For Michael Strunge var det den oplagte lejlighed til at cementere den forbindelse, han i perioder inderligt troede eksisterede imellem dem. Han fik Poul Borum til at oversætte de to digte fra ’Livets Hastighed’: Titeldigtet, som blev til ’With The Speed Of Life’, og ’Det Kommende’, som oversattes til ’Things To Come’. Planen var at give digtene til Bowie, som så forventeligt ville bruge dem som tekster på sin næste plade.
   Sammen med Inge Guldal Pedersen stillede Michael Strunge sig op foran Hotel Plaza, hvor David Bowie boede, tæt på Hovedbanegården og Tivoli. Og ventede. Efter et par timer rullede en limousine op, samtidig med at Bowie drejede ud af hotellets svingdør. Strunge afskar ham vejen i en glidende bevægelse og rakte den brune konvolut frem: ’Mr. Bowie’, begyndte han, men inden han nåede at sige mere, havde David Bowie allerede fremskaffet en kuglepen, griflet sin signatur, klappet ham på skulderen og var hastet videre til næste autografjæger. Strunge var lamslået over misforståelsen, men genvandt hurtigt fatningen og fik skubbet kuverten og resten af sætningen om hans oversatte digte tilbage i hænderne på forbilledet. Bowie tog smilende imod, og stjernesmilet hang stadig for Strunges indre blik, da Bowies lange bil gled videre mod Falkoner Teatret og lydprøve. Michael Strunge og Inge Guldal Pedersen stod noget tid og fulgte den med blikket. Så grinede de af den spøjse episode og gik ud i byen inden aftenens koncert. De næste uger hang Strunge hver dag ved postkassen i håbet om takkebrev og invitation fra David Bowie. Det kom aldrig, og længe holdt han postvæsenet mere ansvarlig end Bowie selv”

- uddrag af ’Michael Strunge - digtning og virkelighed’ af Peter Rewers. Gyldendal 2015

Billede: Hotel Plaza, 1. juni 1978

torsdag den 9. november 2017

Sweet Pete & The Land Band. Playliste 9. november 2017


1. Sweet Pete & The Land Band - Perfect Place (premix) (2017)
2. Gene Clark & Carla Olson - Gypsy Rider (1987)
3. The Flying Burrito Brothers - Hot Burrito #1 (1969)
4. Neil Young - L.A. (live) (1973)
5. Sweet Pete & The Land Band - Country Underground (premix) (2017)
6. Ron Elliott - All Time Green (1969)
7. Sweet Pete & The Land Band - Same But Different (demo) (2017)
8. Quiet Spring - A Dying Fire (2015)
9. Sweet Pete & The Land Band - Big Sombrero (premix) (2017)
10. The Grateful Dead - Friend Of The Devil (1970)
11. Sweet Pete & The Land Band - Our Land (premix) (2017)


tirsdag den 7. november 2017

Sweet Pete & The Land Band i Mod Strømmen


Herrerne her spiller countryrock. Af den gamle skole, vel at mærke. Alle tre har også deres gang i Elevatorfører, der spiller dansksproget syrerock. I radioudsendelsen på torsdag kommer det dog til at handle om deres kærlighed til countryrock. Projektet er stadigvæk så meget i sin vorden, at det vil være omsonst at lede efter det på internettet. Orkestret er der ikke. Sweet Pete & The Land Band har ikke desto mindre været i studiet og indspille en håndfuld sange, der er mere eller mindre færdige. 

Baggrunden for banddannelsen var et besøg i Texas, hvor Peter Ole Pedersen (i midten) så småt begyndte at pusle med nogle tekster, der skulle beskrive hans rejse gennem USA's næststørste stat. Christen Riis Bundgård (til venstre) har sat dem i musik og, ja, Klaus Møller (til højre) spiller countryguitar til.

Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 9. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

”Look at heem, he ezz nothing but at leetle punk”


mandag den 6. november 2017

’A.M.’ og ’Being There’ bliver genudgivet


Det bliver en blid begyndelse på ugen. Dagens indlæg er måske en form for forløber for torsdagens radioudsendelse med Sweet Pete & The Land Band? Jeg har under alle omstændigheder begge orkestre stærkt mistænkt for at trække på de samme inspirationer. Vi skal forbi Wilco. Vi skal høre countryrock.

Fans, der først stod på Wilco omkring ’Yankee Hotel Foxtrot’ i 2001, må få en underlig fornemmelse i kroppen, hvis ikke blive direkte skuffede, ifald de søger tilbage i gruppens katalog. På debutpladen ’AM’, der kom i 1995, var det ikke alene et helt andet band, stilen var også en ganske anden. Det alt andet end kønne break-up af Jeff Tweedys første orkester Uncle Tupelo, hvis debutplade ’No Depression’ fra 1990, i vid udstrækningen bliver betragtet som den første alt-country udgivelse, skal jeg ikke fortælle om her. Men blot et par dage efter Uncle Tupelos sidste koncert, begyndte Tweedy at øve med det band, der senere blev til Wilco. Med sig fra Uncle Tuplo havde han bassist John Stirratt og trommeslager Ken Coomer. 

I august 1994 gik de i studiet og indspillede ’AM’. En samling sange, der strækker sig fra powerpop over countrytwang til gedigne countryrock. Lidt i stil med Tom Petty, læste jeg, fornyelig. Den sammenligning har jeg aldrig tænkt på, selvom den jo ligger lige for.

1. december udsender Rhino Records Wilcos to første plader i deluxe udgaver. Nævnte ’AM’ og dobbeltalbummet ’Being There’. Sidstnævnte har jeg omtalt mange gange på herværende side. Senest da det rundede tyve år i 2016. Blandt reissuematerialet finder man otte sange, der ikke har været ude tidligere, Uncle Tupelos sidste studieindspilning ’When You Find Trouble’, outtakes, demoer, liveoptagelser og meget, meget mere.

Indtil videre er der kun sluppet et par livenumre og en ikke tidligere hørt optagelse af ’Myrna Lee’ op på nettet. Herunder kan man høre sangen, der er skrevet og bliver sunget af John Stirratt. Det er dog ikke første gang, at nummeret er ude på plade, idet Stirratts tvillingsøster Laurie, udsendte den med hendes band Blue Mountain på albummet ’Homegrown’ i 1997, hvorpå det såmænd også er John Stirratt., der tager sig af vokalen.


søndag den 5. november 2017

The Stroppies debutkassette er ude på LP


Melbourne-bandet The Stroppies begyndte som et beskedent køkkenbordsprojekt for et par år siden. Claudia Serfaty (Blank Statements), Stephanie Hughes (Dick Diver) og Angus Lord (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) fjollede rundt med nogle Casio-keyboards og lavede hurtigt flere collageagtige skæringer. De forprogrammerede beats faldt dog ikke helt i deres smag, så Rory Heane (White Walls) kom med som trommeslager kort tid før, at de gik i studiet for at indspille debutkassetten med Alex Macfarlane (The Stevens, Twerps og Tyrannamen) og Mikey Young (Total Control) ved roret. Siden er Adam Hewwit (The No Real Need) kommet med.

The Stroppies nævner selv Guided By Voices og The Great Unwashed som vigtige inspirationskilder til den måde, de skaber musik på. Skæve, charmerende, hurtige lofi-popsange. Og, ja, det må man sige, at Robert Pollard, der fyldte tres forleden og har været mere eller mindre, mest mere, aktiv med Guided By Voices, siden de spæde firsere, er mester for. Angående The Great Unwashed, så er der selvfølgelig også noget om snakken. Bandet var, udover at være en nedsættende betegnelse for den almene befolkning, især arbejderklassen, det Flying Nun-band som de new zealandske brødrene Hamish og David Kilgour dannede i 1983, da de havde sat The Clean på pause. Jeg får også andre associationer. Især til Yo La Tengo, men de er også vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om minimalistiske produktioner som denne. De kvindelige vokaler får mig endvidere til at tænke på Maureen Tuckers solomateriale.


Køb pladen gennem Norman Records. Flere af navnene i parentes er i øvrigt regelmæssige gengangere i Mod Strømmen radioprogrammer. Blandt andet her.

lørdag den 4. november 2017

Hobbitten fylder 50 år i dag.


”Den der boblestil er bare kommet. Jeg er vel inspireret af meget 60’er musik. Ligesom hele bandet Spids Nøgenhat udspringer af netop den stil. Men altså inspirationen kommer fra alt muligt, jeg ikke lige tænker over. Bauhaus har også lidt mærkelig guitarflimmer hist og pist. Det hørte jeg meget engang, og det har sikkert sat sig lidt. Og Joy Division. Og ’Bull Of The Woods’-albummet med 13th Floor Elevators. Selv om jeg syntes, at Jimi Hendrix var fedt, så var det aldrig sådan, jeg ville spille”

- dagens fødselar, Henrik Klitstrøm, i ’Mere Lys. Historien Om Spids Nøgenhat’ af Thomas Løppenthin og Lars Krogh. Udover Spids Nøgenhat har Klitstrøm spillet i On Trial, Dragontears, spillet med Anders Stub, i Telstar Sound Drone, haft eget pladeselskab, lavet syrelys osv. Stort tillykke, herfra.

Tillader mig lige at gengive et stykke mere fra bogen. Her er det Uffe Lorenzen:

”Hobbit har en helt unik guitarlyd, som jo i høj grad skaber Spids Nøgenhats lyd. Det er ham, der gør det. Også i dag. Det er ret specielt. Han spiller så mærkeligt, så ukonventionelt. Man skal være meget varsom, når man skriver en sang, for man må ikke sige til Hobbit, hvad han skal spille. Det bliver sangen kun dårligere af. Han skal have lov til selv, og helt frit, at finde ud af, hvor på brættet, han er. Og det giver helt utroligt meget til vores lyd. Det er måske lidt underligt, fordi Morten er en særdeles dygtig musiker, men det er altså Hobbit, der laver vores lyd”


fredag den 3. november 2017

Klimaforandringer. Playliste 2. november 2017


1. Klimaforandringer - Slægt (2017)
2. Baurera - Salima Na Halima (1982)
3. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 1 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)
4. Khun Narin's Electric Phin Band - Lam Phu Thai #1 (2014)
5. R.L. Burnside - See My Jumper Hanging On The Line (live) (1978)
6. Klimaforandringer - En Tilstand (2017)
7. Alice Coltrane - Journey In Satchidananda (1970)
8. Sonic Youth - The Burning Spear (1985)
9. Olivier Messiaen - Oraison (For Ondes Martenot) (1937)
10. Klimaforandringer - Masker/Rød Jord (2016)
11. Bryllupsband fra Bobo Dioulasso i Burkina Faso - Bryllupsmusik Pt. 2 (feltoptagelse af Lars Bech Pilgaard) (2014)


tirsdag den 31. oktober 2017

’Solens gåsehud’


”solens gåsehud, jeg tager, jeg giver, jeg svimler

solen du almægtige, mon den er udsprunget af fugle,
dette tindrelys, ejer vi slet ikke grænser mere

formiddagen skjuler sin søvn, den slår broer imellem os,
jeg sætter ikke noget til, jeg sætter mig heller ikke over

solens gåsehud, hele din nøgne krop er i mine hænder.

den klare sang ved brønden, jeg tager, jeg giver,
verden er så logisk i dag, ingenting lader sig gentage

solens gåsehud, ja nu har jeg sgu fattet det”

- F.P Jac. ’Flygtige papirer: lutter nye digte’, Borgen. 1989.

mandag den 30. oktober 2017

Klimaforandringer i Mod Strømmen


Nu på onsdag, d. 1. november, udgiver Klimaforandringer deres anden plade. Den har fået titlen ’Slægt’. Gruppen inviterer til releasefest på Harbo Bar i Blågårdsgade, kl. 19.00. Her vil der være mulighed for at stifte bekendtskab med skiven, drikke gratis øl og hører en ”opturs-DJ” spille ”verdens bedste musik”, som det hedder et sted.

Dagen efter kommer hovedmanden, komponist og guitarist, Lars Bech Pilgaard forbi Mod Strømmen. Pilgaard har haft og har stadig sin gang i flere københavnske jazzundergrunds-ensembler, såsom Svin, Sav, og Bavaria. Han spiller også sammen med Bisse.

På torsdag bliver det Klimaforandringer, der er i centrum. Et band, Pilgaaard dannede for nogle år tilbage for at forene hans ”fascination af afrikansk musik med støjrock” og ”danske tekster efter afrikansk forbillede”, som han, fortalte Passive/Aggressive, kort tid før udgivelsen af Klimaforandringers første plade, ’Ånder’. I samme interview, beskriver P/A, Lars Bech Pilgaards solomusik, som ”særligt repetitiv, men al hans musik er samtidig i sin grundform foranderlig og rastløs, hvilket også forklarer udforskningen af etniske skalaer. Altså etnisk hele vejen fra Vestjylland til afrikansk musik og indisk raga.”


Stil ind, kl. 18.00, nu på torsdag, d. 2. november, på enten 98,9 FM eller via Tunein eller den direkte livestream.

søndag den 29. oktober 2017

Og modtageren af Jan Sonnergaards Mindelegat 2017…


…blev Julia Butschkow. Det er Butschkow til venstre, hvis man skulle være i tvivl.