Blogger Widget

fredag den 22. september 2017

Jan Damage Petersens Birthday Bash. Playliste 21. september 2017


1. The Sweet - Ballroom Blitz (1973)
2. Kim Larsen - Ud I Det Blå (1979)
3. Kiss - Calling Dr. Love (1976)
4. Kermit The Frog - The Rainbow Connection (1979)
5. Thin Lizzy - Do Anything You Want (1979)
6. Gnags - Fodgænger (1983)
7. Billy Idol  - Mony Mony (1981)
8. Dinosaur Jr. - Freak Scene (1987)
9. Sonic Youth - Sugar Kane (1992)
10. 18th Dye - Label (1995)
11. Black Flag - Rise Above (1981)
12.  Kliché - Havets Blå (1980)
13. Fugazi - Waiting Room (1988)


Litteraturprofessorens søn fylder 60 i dag


torsdag den 21. september 2017

‘T.B. Sheets’ på Papirøen


Det har ikke været en god sommer. Enkelte aftener har dog været rimelige. Én af dem tilbragte jeg ude på Papirøen. hvor vi sad og spiste i aftensolen udenfor. Vi var ikke de eneste, der havde fået den fremragende idé. Der var fuldstændig proppet. Et stykke fra os, op ad bygningen, stod en storsmilende dj med røgfarvede solbriller i en flagrende, spraglet skjorte, som jeg nærmest havde en forventning om, hvert øjeblik kunne begynde at sende luftkys ud til de spisende og drikkende tilhørere. Det skete ikke. I dag tvivler jeg endog på, om jeg overhovedet havde lagt mærke til ham, hvis ikke det havde været fordi én af de sange, jeg kender, hvor døden er allermest nærværende, pludselig dukkede op. ’T.B. Sheets’ med Van Morrison er ikke for pattebørn. Problemet var bare, at det var i et underligt drum and bass remix. som jeg ikke havde hørt før og som jeg heller ikke har lyst til at høre igen.

Jeg kan huske, at jeg lovede mig selv at høre originalversionen, når jeg kom hjem. Det glemte jeg imidlertid i skyndingen. Og det var ikke før, at jeg hørte et interview med Robert Forster i anledningen af hans nye biografi, ’Grant & I’, at billedet af dj’en ude på Papirøen trængte sig på igen. Forster fortalte nemlig, at netop ’T.B. Sheets’ havde været blueprintet for ’Draining The Pool For You’ fra The Go-Betweens eminente skive ’Spring Hill Fair’, der udkom i 1984.




Robert Forster spiller i Jazzhouse på lørdag. Koncerten er udsolgt. 

onsdag den 20. september 2017

Širom genbesøger barndomslandet


Jeg ved ikke om måbende er det rigtige ord. Men vi kiggede en ekstra gang, da den slovenske trio Širom ankom til dette års Fanø Free Folk Festival. Vi sad udenfor og fulgte med tiltagende interesse med i, hvordan de bare blev ved med at slæbe eksotiske og for os ukendte instrumenter ud af tourbussen. Senere fandt vi ud af, at flere af dem var hjemmelavede, mens andre var hjembragt fra rejser i Indien, Marokko, Mali, Grækenland med videre. Jeg havde ikke læst op på bandet i forvejen. Men vidste instinktivt, at dem ville jeg høre.

Det blev en intens musikalsk oplevelse, der vekslede mellem det meditative med lange forløb, over improviseret, instrumental progression, der steg og steg i intensitet, for at ende med, at de løsnede strenge på de hjemmestrikkede instrumenter og holdt dem ud i strakt arm og slog på dem med forskellige redskaber. På det tidspunkt, prikkede jeg diskret støjviolinisten Nils Gröndahl, der stod foran mig og lyttede opmærksomt, på skulderen og spurgte om, hvad pokker de havde gang? Han smilede og forklarede mig et eller andet, som jeg har glemt, men som i det eksakte øjeblik, gav mig en større forståelse af Široms virkemidler og approach til musik. Jeg ved intet om slovensk folkemusik, men denne cocktail med en snert post-minimalisme, atmosfæriske lydlandskaber og en form for freeform gentagelser, var alt, hvad jeg havde behov for dén lørdag aften i Sønderho Forsamlingshus.

Tidligere på måneden udsendte Širom, deres tredje album, ‘I Can Be A Clay Snapper’, på Glitterbeat Records. Ifølge pressematerialet, har den væsentligst inspiration til udgivelsen været barndomslandet. Ikke bogstavligt talt, men gennem erindringen om noget, der var engang. You know….



tirsdag den 19. september 2017

Jan Ds Birthday Bash i Mod Strømmen


Nu sker det igen. Én af Mod Strømmens skattede redaktionsmedlemmer har rund fødselsdagen. Om godt og vel fjorten dage fylder Jan Damage Petersen fyrre år. Tidligere udsendelser af samme slags (lyt her, her og der) har alle taget udgangspunkt i de såkaldte formative år. Altså, hvor stammer den kolossale musikinteresse fra? Hvad var dét, der fik den til at skyde i vejret? Det behøver jeg vist ikke at forklare nærmere. Det seneste, jeg har hørt fra Jan D, er dog, at han pønser på en anderledes indfaldsvinkel til sit fyrre års birthday bash. Hvad den bliver, aner jeg ikke, da han er meget hemmelighedsfuld omkring planlægningen.

Stil ind, nu på torsdag, d. 21. september, kl. 18.00, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

mandag den 18. september 2017

Glasgow i 1980


“In 1980, French photojournalist Raymond Depardon was commissioned by the Sunday Times to travel to Glasgow for a feature on Europe’s overlooked tourist destinations. He knew nothing about the city and couldn't speak English either.”





søndag den 17. september 2017

"Country Through A Kaleidoscope…."


Ordene herover strejfer mig næsten hver gang, jeg tænker på Beachwood Sparks. Måske stammer de fra en anmeldelse eller en magasinartikel? Jeg ved det ikke. Jeg ved heller ikke, om det er dem, der beskriver LA-bandet mest rammende. I den forgangne uge kom den triste nyhed om, at bandets guitarist i den helt tidlige inkarnation, Josh Schwartz, var død af følgesygdom i forbindelse med sklerose.

Da Beachwood Sparks fandt sammen i midten af halvfemserne, kom de seks medlemmer fra baggrunde, som mildest talt ikke have noget som helst med countryrock at bestille. Flere af dem spillede i Further, der mindede om Sonic Youth. Bandet havde endog gæsteoptræden af Lee Ranaldo på deres debutplade, ’Grip Tape’, der udkom i 1992. Et par stykker kom fra dét Pavement-lignende Winter Kills. Ja, selv hardcore-scenen var repræsenteret ved orkestret Strictly Ballroom.

I 1997 gik de i studiet og optog et album. Pladeselskaberne var dog ikke videre begejstrede. Ingen bed på før året efter, hvor Bomp! udsendte singlen ’Desert Skies’/’Make It Together’ fra indspilningerne året før. I 1998 kom endnu et par sange fra de samme sessions på en Sub Pop 7”’er. Dette markerede også enden for Beachwood Sparks mk 1.

I årene, der kom, udsendte gruppen albummene ‘Beachwood Sparks’ og ’Once We Were Trees’ på Sub Pop. I 2012 kom efternøleren ’The Tarnished Gold’ ligeledes på Sub Pop. Man skal dog helt frem til 2013 før ’Desert Skies’, som indspilningerne fra 1997 blev navngivet, så dagens lys.


Brent Rademaker, der i dag bliver betragtet som hovedmanden i Beachwood Sparks, har skrevet disse mindeord om Josh Schwartz:

“When I met Josh he was 18, still had braces on his teeth and could play guitar like Neil Young and J Mascis. I started two bands with him Further and Beachwood Sparks, he was like a brother to us. Anyone who saw those groups knows that Josh was a supernatural force. An extraordinary guitar player and gifted songwriter. I urge anyone who hasn't heard his music to do so.....”


fredag den 15. september 2017

Shoot From The Hip #1977 (igen). Playliste 14. september 2017


1. Neil Young - Old Country Waltz (1977)
2. Gasolin' - Smukke Møller (1977)
3. Mink DeVille - Spanish Stroll (1977)
4. Ultravox! - Young Savage (1977)
5. Plastic Bertrand - Ça Plane Pour Moi (1977)
6. Bryan Ferry - This Is Tomorrow (1977)
7. Kraftwerk - Trans Europa Express (1977)
8. Lee ‘Scratch’ Perry & The Upsetters - Soul Fire (1977)
9. Marvin Gaye - Got To Give It Up (1977)
10. Chrome - The Monitors (1977)
11. The Bizarros - Ice Age (1977)
12. Wreckless Eric - Whole Wide World (1977)
13. The Damned - See Her Tonite (1977)
14. John Byrd Band With Alex Chilton - Friend At Very Good Time (1977)
15. Alternative TV - Love Lies Limp (1977)
16. Cheap Trick - He's a Whore (1977)
17. Dennis Wilson - Dreamer (1977)
18. Fleetwood Mac - Go Your Own Way (1977)
19. The Saints - Demolition Girl (1977)
20. The Only Ones - Lovers of Today (1977)
21. The Adverts - Gary Gilmore's Eyes (1977)
22. Eddie & The Hot Rods - Do Anything You Wanna Do (1977)
23. Grant Hart - Is The Sky The Limit? (2013)


torsdag den 14. september 2017

“Is The Sky The Limit?” RIP Grant Hart


”Ambitiøst og fascinerende. Konceptalbum har altid irriteret mig. Grant Harts dobbelt-lp har dog fået mig til at redefinere min modvilje. I al fald for en stund. ’The Argument’ bygger dels på et ikke offentliggjort manuskript af afdøde William S. Burroughs, der havde omskrevet den engelske 1600-tals digter John Miltons ’Paradise Lost’ til et teaterstykke og kaldt det ’Lost Paradise’. Dels på syndefaldsmyten og Satans fald fra himlen. Buddy Holly, The Beatles, David Bowie, Bob Dylan og Grant Hart i et smukt sammensurium. Frygtindgydende godt.”

- ordene herover, skrev jeg, om Grant Harts dobbeltalbum ’The Argument’, der udkom i 2013. Nu forlyder det, at Grant Hart er gået bort efter længere tids kamp mod cancer.

Her et andet blogindlæg om opsamlingsalbummet ’Oeuvrevue’, der udkom på CD i 2010.

”Da Minneapolis-trioen Hüsker Dü gik hvert til sit i 1987, var trommeslageren Grant Hart slemt afhængig af heroin. At kalde ham et vrag er nok at gå for langt, men det overraskede ikke desto mindre mange, at han i foråret 1988 udsendte solo-ep’en ’2541’, som den første af de gamle Hüsker Dü-medlemmer. I 1989 kom albummet ’Intolerance’, der ikke kunne undgå at blive sammenlignet med Bob Mould’s debut fra samme år. Allerede mens Hüsker Dü eksisterede, havde publikum delt sig i to lejre, én der dyrkede Harts sangskrivning og en anden, som holdt på Moulds. Selvom Mould på længere sigt fik mere vind i sejlene, må man sige at rivaliseringen med en kammeratlig vending endte lige. Måske med et lille plus til Hart.

Sidste efterår kom ’Oeuvrevue’, hvorpå Hart har samlet en række singler, b-sider, et fåtal liveindspilninger og nogle optagelser fra forskellige radiostudier. Udgivelsen dækker fortrinsvis årene 1988-1995, men der også blevet plads til et par afstikkere frem i tiden. Desværre kan Grant Hart ikke huske særligt meget om de enkelte numre. Årstal og indspilningssteder er slet ikke opført i covernoterne. Hart håber tværtimod på, at inkarnerede fans ligger inde med oplysningerne. Det er ikke så vanskeligt som det lyder. Flere af sangene er indspillet med bandet Nova Mob. Det bandnavn, som Hart gemte sig under og som lavede to fornemme plader plus det løse i første halvdel af halvfemserne, og som gik i opløsning, da han og bassisten Tom Merkl gik fra hinanden.

Grant Hart har altid haft tæft for den gode popsang og det fornægter sig ikke på de seksten sange, der udgør ’Oeuvrevue’. En akustisk folkversion af misbrugssangen ’The Main’ fra ’Intolerance’ åbner albummet, for at gå lige over i et cover af Arthur Lee’s anti-drug-nummer ’Signed D.C.’. Tonen syntes lagt. Derpå følger et par Nova Mob-singler, hvor især b-siderne, en beskidt liveudgave af Willie Dixon’s ’I Just Want To Make Love To You’ og en besnærende ’Masters Of War’ af Bob Dylan, rager i vejret. Det gamle trick fra Hüsker Dü-tiden med brede baner af fuzz-guitar, er der til overmål i den glemte perle ’Little Miss Information’. Hart viser også andre og mere traditionelle sider af sig selv i ’Ballad #19’ og ’Khalid’, der med vidtsvævende rumklang, nærmest lyder som de er indspillet på en fire-spors båndoptager.”


onsdag den 13. september 2017

Shoot From The Hip #1977 (igen) i Mod Strømmen


Fælles for singlerne herover er, at de var større eller mindre hits i 1977. Et par stykker af numrene blev vist allerede udgivet i 1976. Men det hænger jeg mig ikke så tungt i nu og her. I morgen kan det være, at piben får en anden lyd. Der er vi nemlig endelig klar med anden del af musikåret 1977. Udsendelsen var oprindelig programsat til begyndelsen af august, men vi måtte aflyse på grund af en uforudset hændelse.

Dele af forskræppet fra d. 8. august

”By popular demand og fordi et kært redaktionsmedlem ikke mente, at vi nåede omkring året 1977 i den udsendelse, som vi sendte i slutningen af april, laver vi en to’er. I år er mange plader fra 1967 blevet fejret. Halvtreds år og alt dét der. For mit eget vedkommende, må jeg ærligt indrømme, at 1977 har været mere vedkommende. Der er flere album fra dét år, som rangerer blandt mine favoritter, end fra the year of summer of love. Det har mest af alt, nok noget med min alder at gøre.

Her en bid af introduktionen til det første program og hvilke sange vi nåede at spille.

1977 var et år med et magnifikt udvalg af musik. Indenfor årets første måneder udkom ‘Rumours’ med Fleetwood Mac, der har solgt mere end 45 millioner eksemplarer på verdensplan.
Do-it-yourself debuten ’Spiral Scratch’ med Buzzcocks, der kostede 500 £ at lave. Guitarrock-albummet ’Marquee Moon’ med Television, der blev kaldt ”a new dawn in rock music". Og forleden var det fyrre år siden, at den første af Iggy Pops to plader fra 1977 udkom. På ’The Idiot’ bevægede Osterberg sig væk fra det hårdtslående Stooges-udtryk og ind mod et nyt og mere introspektivt og selvreflekterende univers. Jeg skal heller ikke glemme alle de fantastiske debutsingler dét Herrens gode år bød på.”

1. The Clash - 1977 (1977)
2. The Weirdos - Destroy All Music (1977)
3. The Jam - In The City (1977)
4. Wire - Ex Lion Tamer (1977)
5. Richard Hell & The Voidoids - Blank Generation (1977)
6. Johnny Thunders & The Heartbreakers - Born To Lose (1977)
7. Television - Venus (1977)
8. Bob Marley & The Wailers - Turn Your Lights Down Low (1977)
9. Curtis Mayfield - Doo Doo Wap Is Strong In Here (1977)
10. The Congos - Fisherman (1977)
11. Donna Summer - I Feel Love (1977)
12. Question Mark - Scram Out (1977)
13. Gil Scott-Heron & Brian Jackson ‎- Racetrack In France (1977)
14. Suicide - Cheree (1977)
15. The Sex Pistols - Pretty Vacant (1977)
16. Ramones - Here Today, Gone Tomorrow (1977)
17. Wayne County & The Electric Chairs - Fuck Off (1977)
18. The Real Kids - Raggae Raggae (1977)
19. Ian Dury - Sex & Drugs & Rock & Roll (1977)
20. The Beach Boys - Johnny Carson (1977)
21. Rod Stewart - You're in My Heart (The Final Acclaim) (demo) (1977)
22. Althia & Donna - Uptown Top Ranking (1977)
23. C.V. Jørgensen - Hamburger Sally (1977)
24. David Bowie - Heroes (1977)

Hør den første 1977-udsendelse herunder.

Stil ind, kl. 18.00, i morgen, torsdag d. 14. september, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

tirsdag den 12. september 2017

Vi er nogle, der skal til Lee ’Scratch’ Perry og Mad Professsor, mens andre må nøjes med The Black Angels...


Skal jeg virkelig helt tilbage til Dee Dee Ramone, for at finde den seneste gang jeg besøgte spillestedet Rust? Det var i al fald mit første indfald, da jeg ville sjusse mig frem til et svar. Jeg fremmaner hastigt koncerter fra slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne. Blandt andet Camper Van Beethoven og Psyched Up Janis debutshow. Med de senere år går det knapt så gelinde. Okay, jeg var på Rust, da The Breakers skrev kontrakt med Little Stevens pladeselskab, Wicked Cool Records. Den aften spillede Lorenzo Woodrose i øvrigt et glimrende cover af Dylans ’Masters Of War’. Men nu er vi altså tilbage i juni 2008. Har jeg virkelig ikke været der siden?

Nevertheless, jeg tager turen til Nørrebro igen i morgen aften for at høre dub- og reggaelegenderne Lee ’Scratch’ Perry og Mad Professsor. Jeg har for resten intet at udsætte på The Black Angels, der spiller i Pumpehuset på samme tid. Bandets plade fra i år, ’Death Song’, er faktisk skidegod. Begge koncerter er for øvrigt udsolgt.


mandag den 11. september 2017

Ny vært og nyt program på Christianshavns Kanal


I aften, kl. 22.30, har Christianshavns Kanal premiere på en ny udsendelse. Ny og ny er måske så meget sagt, fordi vært Sandy Wilson tidligere har sendt, ’The Cold War Happy Hour’, som programmet hedder, på KChung Radio, Chinatown, downtown Los Angeles. Wilson flyttede til København for nogle måneder eller tre siden. Han arbejder med film og video og skriver manuskripter. Tidligere har han været tilknyttet pladeselskabet Light In The Attic, hvor han blandt andet var med i hele processen omkring genudgivelserne af Lee Hazlewood. Wilson var også en del af holdet bag ’Dig!’, dokumentarfilmen om The Dandy Warhols og The Brian Jonestown Massacre. Ligesom han har tætte forbindelser til The Black Angles. For bare at nævne et lille udsnit af Sandy Wilsons curriculum vitae.

Stil ind i aften, kl. 22.30, på enten 98.9 FM eller via Tunein eller den direkte stream.

Her ‘The all Danish episode of The Cold War Happy Hour’, som blev lagt ud på Mixcloud for henved tre uger siden.


søndag den 10. september 2017

fredag den 8. september 2017

The Monoliths. Playliste 7. september 2017


1. The Monoliths - Horse (2017)
2. BÊNNÍ - More Than Man (Machine Supreme)(2017)
3. Easter Monkeys - Cheap Heroin (1982)
4. The Beastie Boys - White Shadow (live) (1983)
5. Feedtime - Ha Ha (1985)
6. The Monoliths - Feeling Geography (2017)
7. FNU Clone Inc. - Ghost Baby, Ghost (2016)
8. Jan Toftlund - Jeg Er Bums (1973)
9. Urochromes - Night Bully (2017)
10. ? - Snap Ind/Ud (demo) (2017)
11. Skiftande Enheter - 800 Spänn (2017)
12. The Monoliths - Song For Your Daughter (2017)
13. Drool - BLM (demo) (2016)
14. Charles Mingus - Boogie Stop Shuffle (1959)
15. Grong Grong - Grong Grong (1983)
16. Oddio Gasser - Sausage Menace (2008)
17. The Monoliths - National Anthem (2017)


torsdag den 7. september 2017

"Woodstock, Isle of Wight and Watkins Glen - those were the big three for us"


Det er Rick Danko fra The Band, der har udtalt ovenstående. For at gøre en længere og tør historie kort, så hørte jeg forleden The Bands ‘Live At Watkins Glen’, som Capitol Records udgav i 1995. Et album, som The Band ikke selv havde noget med at gøre. Undervejs slog det mig, at jeg stort set intet kender til Watkins Glens eller som rockfestivalen rettelig hed ’Summer Jam At Watkins Glen’.

En-dags festivalen fandt sted, d. 28. juli 1973, på en racerbane uden for Watkins Glen, upstate New York. Udover The Band var The Grateful Dead og Allman Brotherts Band på plakaten. Publikumssøgningen var enorm, så allerede aftenen før var tusindvis af mennesker mødt frem. Hvilket bevirkede, at orkestrenes lydprøver nærmest udviklede sig til små koncerter. Det er senere blev anslået, at omkring 600.000 var til stede på selve dagen. Der var trafikkaos uden lige. Hvis man kender fotografierne fra Woodstock, hvor der var ca. 450.000 personer, så ved man formentlig, hvordan det har set ud. Biler overalt. Vejkanter og grøfter var fyldt op. Flere måtte efterlade deres køretøjer 12-13 kilometer fra racerbanen og gå ind til festivalen.



Herunder er der mange, mange flere fotografier fra ’Summer Jam At Watkins Glen’